Oversæt PDF til Yiddish

Det er den tætteste beskrivelse på én linje, og den er stadig forkert på vigtige måder. Grammatikken og kernen vokabulariet er germansk, og en tysk taler genkender meget, men Yiddish bærer et stort hebraisk og aramæisk vokabularium, et substantielt slavisk lag og grammatiske mønstre af sin egen, der udviklede sig over tusind års separat historie. At behandle det som tysk med et andet alfabet producerer oversættelser, der går glip af de fleste af de ord, der betyder noget.

Standarden forbundet med YIVO Institute, som er hvad ordbøger, sprogkurser, akademisk udgivelse og det meste sekulære litteratur følger, og hvad oversættelsessystemer er trænet på. Den hasidiske presse bruger forskellige konventioner, udelader ofte diakritiske tegn og staver en række almindelige ord anderledes, og den producerer den største mængde nyt Yiddish, der skrives i dag. Hvis dine læsere er i et hasidisk samfund, er det en anmodning til en oversætter fra det samfund.

Det skriver dem, hvilket er en af de mest nyttige forskelle mellem de to. Hebraisk udelader normalt korte vokaler og er afhængig af læseren; Yiddish tildeler vokale værdier til alef, ayin, vov og yud, så teksten er fuldt læsbar som skrevet. Den praktiske konsekvens er, at Yiddish er lettere at læse højt end upointet hebraisk, og at en font skal understøtte en ret forskellig sæt af bogstav- og tegnkombinationer, end en ren hebraisk font giver.

Fordi sproget kører to stavemåder samtidigt. Ord af germansk og slavisk oprindelse staves fonetisk, bogstav for lyd. Ord, der kom ind fra hebraisk og aramæisk, beholder i stedet deres traditionelle hebraiske stavemåde, som ofte har lidt relation til Yiddish-udtalen. En læser skal vide, hvilken lag et ord tilhører, og det skal ethvert værktøj, der behandler teksten, også, hvilket er en af de virkelig usædvanlige krav, dette sprog stiller.

Næsten helt sikkert digraphs. Yiddish bruger to vovs, en vov med en yud, og to yuds, og hver kan kodes enten som et enkelt forkomponeret tegn eller som to separate bogstaver i sekvens. De to kodninger ser identiske ud på siden og er forskellige for en computer, så en søgning efter den ene form finder intet skrevet i den anden, og et indeks over navne deles lydløst i to. Normalisering af teksten til en enkelt form før indeksering eller søgning løser det.

Nogle gange, og med mindre nøjagtighed end for moderne print. Førkrigs Yiddish typografi brugte en række skrifttyper, herunder en semi-kursiv stil, som automatiseret læsning håndterer dårligt, og arkivpapir er normalt brunfarvet med ujævn blæk. En ren scanning af en velskrevet side kan give et brugbart udkast; en falmet aviskolonne gør det måske ikke. Til genealogisk arbejde er den praktiske tilgang at bruge maskinudskrift til at finde de passager, der betyder noget, og få en specialist til at læse dem tæt.

Håndskrift er ud over, hvad automatiseret læsning kan gøre her. Yiddish kursiv adskiller sig væsentligt fra print, individuelle hænder varierer enormt, og de bogstaver og dagbøger, folk mest ønsker oversat, er dem, der er skrevet hurtigt af almindelige mennesker. Dem har brug for en menneskelig læser, der arbejder med perioden og regionen. Et maskinskrevet eller trykt dokument er en anden sag og er normalt håndterbart.

Nej. Krav, der involverer ejendom, erstatning eller en ejendom, afhænger af navne, datoer, stednavne og præcis ordlyd, som alt sammen er præcis det, en automatisk læsning af et gammelt dokument får forkert. Brug maskinversionen til at forstå, hvad et dokument er, og om det er relevant, og få derefter en certificeret oversættelse udarbejdet af en oversætter, der arbejder med materiale fra den periode for alt, hvad du rent faktisk indgiver.